Debatindlæg: Her er ti punkter, regeringen bør afklare, før et udrejsecenter bliver virkelighed

Her er ti punkter, regeringen bør afklare, før et udrejsecenter bliver virkelighed

Sådan lød det i sidste uge fra udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S), da han mødtes med ministerkolleger fra Tyskland, Nederlandene, Grækenland og Østrig for at drøfte planerne om et udrejsecenter for afviste asylansøgere uden for EU.

Regeringen har som mål at være klar til at kunne udsende de første udlændinge til et udrejsecenter inden udgangen af 2027. Flere lande, herunder Uganda, Rwanda, Ghana og Usbekistan, er blevet omtalt som mulige partnerlande.

Regeringen har slået fast i regeringsgrundlaget, at den vil se på konkrete muligheder for udrejse- og modtagecentre i tredjelande »med respekt for EU-retten og internationale konventioner«. Til mødet i København blev de fem lande da også enige om en række styrende principper, blandt andet at modellen skal være i overensstemmelse »med EU-retten og vores internationale forpligtelser, herunder særligt menneskerettighederne«.

Ved pressekonferencen blev der talt om »åbne faciliteter« og et ønske om »at give folk en ny chance«. Det er glædeligt, at regeringen ikke påtænker lukkede eller endda fængselslignende centre i et tredjeland, som andre lignende modeller er baseret på, men vi mangler fortsat svar på afgørende spørgsmål om retssikkerhed i denne model.

EU-landene skal naturligvis kunne udsende mennesker uden lovligt ophold. Men når vi mener, at regeringen bør afstå fra specifikt at oprette udrejsecentre i tredjelande, handler det om, at de indebærer en alvorlig risiko for krænkelser af den enkeltes menneskerettigheder.

De personer, der overføres, skal være sikret grundlæggende menneskerettigheder

Om udrejsecentre er den rette vej frem, er en politisk diskussion, som har stået på i årevis. Men uanset at regeringen nu ønsker at begrunde modellen med rettigheder, værdighed og nye fremtidsmuligheder for de mennesker, der omfattes af den, må det også stå klart, hvilke rettigheder de faktisk vil have, og hvordan de skal beskyttes.

For det første bør det være et land, som er en retsstat med lighed for loven, beskyttelse mod vilkårlig magtudøvelse og uafhængige domstole. De personer, der overføres, skal være sikret grundlæggende menneskerettigheder.

For det andet bør enhver aftale være juridisk bindende og indeholde klare menneskeretlige garantier for, at de overførte personer behandles humant og ikke udsættes for menneskerettighedskrænkelser. Samtidig skal det stå klart, hvem der har ansvaret for de pågældende personer, og hvilke konsekvenser en manglende overholdelse har for både udsendelses- og modtagerlandet.

For det tredje må ingen overføres til et tredjeland uden en individuel vurdering. Afviste asylansøgere bør som udgangspunkt udsendes til deres hjemland, hvor man må formode, at de har familie og/eller netværk. Udrejsecentre må aldrig blive en erstatning for reelle forsøg på en værdig hjemsendelse. Udlændingestyrelsen skal træffe en selvstændig afgørelse om udsendelse til det pågældende land, og afgørelsen skal kunne indbringes for Flygtningenævnet. Den enkelte skal samtidig have adgang til juridisk bistand.

For det fjerde bør personer, hvis helbred eller situation i øvrigt gør et ophold i et udrejsecenter uforsvarligt, ikke overføres. Børn, torturoverlevere og mennesker med alvorlige fysiske eller psykiske lidelser bør ikke overføres til et udrejsecenter.

For det femte bør brug af håndjern, spændetrøje og anden form for tvang under selve udsendelsen så vidt muligt undgås. Mennesker skal behandles værdigt gennem hele forløbet.

Det er glædeligt, at regeringen ikke påtænker lukkede eller endda fængselslignende centre i et tredje land

For det sjette bør alle sikres ordentlige forhold under opholdet i udrejsecentret. Der bør desuden være adgang til nødvendig lægehjælp og, når der er behov for det, psykologisk eller psykiatrisk behandling.

For det syvende må magt kun anvendes i udrejsecentret, hvis det er nødvendigt for at beskytte personen, andre eller for at opretholde sikkerheden. Hvis en person bliver frihedsberøvet i tredjelandet, skal vedkommende have mulighed for at få beslutningen prøvet ved en domstol.

For det ottende skal udrejsecentre være underlagt et uafhængigt tilsyn. Tilsynet skal kunne udføre kontrolbesøg uden varsel, have uhindret adgang til de udsendte personer og kunne tale fortroligt med de udsendte. Det er nødvendigt for at forebygge tortur og anden umenneskelig behandling.

For det niende skal regeringen sikre, at personer i et udrejsecenter kan få deres sag revurderet, hvis der opstår nye forhold i deres hjemland eller personlige situation, som kan have betydning for deres behov for beskyttelse. Der skal være en klar garanti mod, at nogen bliver sendt tilbage til et land, hvor de risikerer at blive udsat for tortur og anden umenneskelig behandling.

For det tiende skal regeringen have en klar plan for, hvad der skal ske, hvis der begås overgreb i centret, eller hvis situationen i modtagerlandet forværres så markant, at de udsendtes sikkerhed ikke længere kan garanteres.

Regeringen har lovet, at udrejsecentre skal etableres med respekt for menneskerettighederne. Det kræver klare garantier for, hvilke rettigheder de udsendte har, og en klar plan for, hvad Danmark gør, hvis de bliver krænket.

Charlotte Slente

Læs hele debatindlægget fra DIGNITY og Dansk Flygtningehjælp hos Politiken den 14. september 2026: Her er ti punkter, regeringen bør afklare, før et udrejsecenter bliver virkelighed