DRC Dansk Flygtningehjælp tilbyder retshjælp til alle asylansøgere, der vil klage i den såkaldte Dublin-procedure. Vi repræsenterer derfor næsten alle, der ønsker at klage over, at myndighederne vil sende dem til en anden europæisk medlemsstat.
Vi har længe kæmpet for at gøre opmærksom på de grove menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i Kroatien mod asylansøgere og migranter. I mange af de verserende sager har ansøgerne været udsat for gentagne push-backs tilbage over grænsen, grov vold fra grænsevagter, nægtelse af adgang til vand og mad – selv til børn og andre sårbare, nedværdigende behandling, såsom fx at få frataget alt sit tøj. DRC Dansk Flygtningehjælp mener derfor ikke, at Danmark skal sende asylansøgere tilbage til Kroatien.
Flygtningenævnet berosatte den 24. april 2024 sagsbehandlingen for alle Dublin-klagesager vedrørende overførsel til Kroatien. Det vil sige, at omkring 60 personer har ventet længe på en afgørelse i deres sag.
Mandag den 12. maj 2025 offentliggjorde Flygtningenævnet, at de nu genoptager behandlingen af Kroatien-sagerne. Flygtningenævnet har valgt at omgøre de sager, som er oversendt til Flygtningenævnet inden den 24. april 2024, hvilket er langt størstedelen af sagerne. Det vil sige, at de ansøgere, der alle har ventet i over 1 år i Dublin-proceduren, endelig kan få behandlet deres asylsag i Danmark.
For en mindre gruppe af ansøgere, vil Flygtningenævnet i stedet træffe afgørelse om at hjemvise sagerne til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Som udgangspunkt gør dette sig gældende for sager, der er oversendt til Flygtningenævnet efter datoen for berostillelse, den 24. april 2024. Efter en hjemvisning kan Udlændingestyrelsen enten behandle asylsagen i Danmark eller træffe en ny Dublin-afgørelse om overførsel til Kroatien, som kan påklages til Flygtningenævnet.
DRC Dansk Flygtningehjælp er i tæt kontakt med de berørte asylansøgere og er glade for, at mange endelig kan få deres asylsag behandlet i Danmark efter en alt for lang sagsbehandling.
Læs mere om DRC arbejde med asylansøgere i Dublin-proceduren her: Dublin- og afvisningssager | DRC Dansk Flygtningehjælp