Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
Nyheder

DRC Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International: Myndigheder og lovgivere svigter flygtninges retssikkerhed

DRC Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International mener, at Flygtningenævnets høje omgørelsesprocent i både syriske og somaliske inddragelsessager, vidner om et alvorligt problem for retssikkerheden i Danmark og tilliden til asylsystemet. Det kan betyde liv eller død for de berørte asylansøgere.

Udgivet 03 maj 2023

Læs hele debatindlægget i Jyllands-Posten (bag betalingsmur).

Myndigheder og lovgivere svigter flygtninges retssikkerhed

Flygtningenævnets høje omgørelsesprocent i både syriske og somaliske inddragelsessager, vidner om et alvorligt problem for retssikkerheden i Danmark og tilliden til asylsystemet. Det kan betyde liv eller død for de berørte asylansøgere.

I Danmark har vi som borgere, heldigvis, en generelt høj grad af retssikkerhed, når myndighederne træffer væsentlige afgørelser, som berører vores liv. Et centralt aspekt af retssikkerheden er princippet om, at afgørelser kan ankes til en højere instans, som er med til at sikre korrekte afgørelser. Et andet er, at myndighederne har ansvaret for at sikre beskyttelsen af vores menneskerettigheder.

Men når det kommer til sager, hvor flygtninge i Danmark får inddraget deres opholdstilladelse, vakler retssikkerheden. Grundlaget for inddragelsessager er komplekst, men når størstedelen af inddragelses-sagerne bliver omgjort i Flygtningenævnet, som er den sidste ankeinstans for flygtninge, har vi et stort problem.

Reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelser er blevet skærpet voldsomt de seneste år. Politikerne har sænket barren for, hvor usikre forhold, der må være i den herboende flygtnings hjemland, samt, hvor meget tilknytning en flygtning kan have til Danmark og alligevel miste opholdstilladelsen.

Loven dikterer, at myndighederne skal gå til grænsen af de internationale konventioner, hvilket selvfølgelig indebærer en betydelig risiko for, at Danmark ender med at krænke flygtninges rettigheder.

Grænserne er blevet skubbet markant i forhold til vurderingen af flygtninges tilknytning til Danmark samt deres ret til privat- og familieliv, som er beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Kombinationen af det politiske ønske om at ‘gå til grænsen’ og en uklar lovgivning er en farlig cocktail. Stort set alle domme fra den Europæiske Menneskeretsdomstol vedrørende retten til privat- og familieliv, handler om personer, der er udvisningsdømte på grund af kriminalitet. Derfor kan disse domme ikke være retningsgivende for, om Danmark overholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det tætteste, vi kommer på en uvildig vurdering, er i den seneste analyse fra Institut for Menneskerettigheder, der vurderer, at Danmark højst sandsynligt er gået over grænsen.

Desuden vidner den høje omgørelsesprocent på mellem 70 og 90 procent om, at Udlændingestyrelsen ikke retter effektivt ind efter Flygtningenævnets afgørelser. Det bør man ellers kunne forvente af en første instans i et retssamfund.

Dertil kommer, at såvel Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen efter vores vurdering har fejlfortolket både grænsen for beskyttelsen af flygtninges ret til privat- og familieliv og vurderingen af den risiko, der er, for alvorlige overgreb for de flygtninge, som vender tilbage til henholdsvis Syrien og Somalia.

Det er ikke blot en teoretisk diskussion om principper. Retssikkerhed, korrekte afgørelser og tillid til systemet er altid afgørende, og på asylområdet kan forkerte afgørelser betyde forskellen mellem liv og død. Den svingende praksis og de skærpede regler for inddragelser splitter sårbare familie ad og trækker helt uden grund mennesker gennem et nedbrydende forløb. Derfor bør myndighederne udvise langt større respekt for både retten til privat- og familieliv og for den udbredte dokumentation af risiko for overgreb i både Syrien og Somalia.

Udlændingestyrelsen bør tage større ansvar for at træffe korrekte afgørelser. Når de fejlagtigt inddrager opholdstilladelser, trækkes mennesker uden grund igennem et udmattende og psykisk opslidende forløb, hvor de skal sætte deres liv og integration i det danske samfund på standby.

Udlændingestyrelsen må tage konsekvensen af den ekstremt høje omgørelsesprocent og ændre praksis i inddragelsessager. Samtidig må politikerne sikre, at det lovmæssige grundlag flugter med Danmarks internationale forpligtelser. Kun derved undgås den bekymrende udhuling af retssikkerheden i dansk asylpolitik. 

Amnesty International
Amnesty International
DRC Dansk Flygtningehjælp
DRC Dansk Flygtningehjælp
<
12 maj 2023
Det politiske fokus på midlertidighed af flygtningebeskyttel…
>
21 apr 2023
Konference om inddragelse af flygtninges opholdstilladelser…
Siden handler om Danmark Bedre beskyttelse