Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
Nyheder

Dansk Flygtningehjælp: Udlicitering af asylbehandling er usolidarisk, uansvarligt og virkelighedsfornægtende

Mens antallet af asylansøgere i Danmark er rekordlavt, og EU kæmper for at finde en bedre model for fordeling af asylansøgere, har et flertal i Folketinget vedtaget en lovændring, der signalerer, at de har lukket øjnene for virkeligheden og vendt omverdenen ryggen, skriver Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.

Udgivet 16 jun 2021

"Kan det virkelig passe?" er samtalen ofte blevet indledt, når journalister fra medier verden over den seneste uge har henvendt sig til os i DRC Dansk Flygtningehjælp, for en kommentar til Danmarks planer om at flytte asylbehandlingen og eventuel efterfølgende beskyttelse af flygtninge til tredjelande.

Og ikke kun journalisterne ser uforstående på beslutningen. Det samme gør FN, EU og en række civilsamfundsorganisationer. Men trods de skarpe advarsler vedtog et flertal i Folketinget 3. juni en ændring af Udlændingeloven, der skaber det juridiske grundlag for at sende asylansøgere til et endnu ukendt land.

I DRC Dansk Flygtningehjælp mener vi på linje med de mange andre kritikere, at ændringen kan være med til at underminere og ødelægge det globale flygtningesystem.

Regeringens ambition om at overføre Danmarks ansvar for asylbehandling er ikke ny. Selvom regeringen igen og igen har insisteret på, at projektet er realistisk, foreligger der endnu ikke en konkret aftale med noget land, der gør Danmark i stand til at sende asylansøgere til et tredjeland, og derfor heller ikke nogen konkret model for, hvordan projektet eventuelt skal udføres i praksis.

Det betyder, at politikerne har taget stilling til noget, som de ikke ved, hvad indebærer – og derfor har Folketinget reelt ageret i blinde.

Rettighedskrænkelser og manglende solidaritet

Andre lande har prøvet lignende modeller. Mest kendt er den såkaldte australske model, der har fået verdensomspændende kritik for de stærkt kritisable forhold på øerne Nauru og Manus, inklusive frihedsberøvelse, fysiske overgreb, langsom asylsagsbehandling, manglende sundhedsbehandling og manglende adgang til juridisk bistand og klagemuligheder. Vi ved altså, at den slags modeller kan medføre stor risiko for overdreven magtanvendelse, ulovlig tilbageholdelse, samt hyppige og alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Lovændringen baserer sig desuden på en meget snæver fortolkning af Danmarks internationale forpligtelser, og den mangler i den grad detaljer om den praktiske implementering. Det står stadig uklart, hvordan et eventuelt modtagecenter i et tredjeland skal administreres, samt om det skal ske under dansk eller tredjelandets jurisdiktion. Det står dog helt klart, at Danmark stadig har et ansvar for, at de personer, der overføres, ikke får krænket deres rettigheder.

Med vedtagelsen af lovændringen sender Danmark et yderst usolidarisk signal til både vores nabolande i EU og ikke mindst til de ofte fattigere lande i verden, der tager langt det største ansvar for verdens flygtninge, og som i forvejen huser 85 procent af verdens flygtninge.

Hvis ikke et rigt land som Danmark er villig til at tage del i ansvaret, hvorfor skal lande som Libanon, Uganda eller Bangladesh så gøre det? Tænk, hvis de lande, der tilsammen huser mange millioner flygtninge, på tilsvarende vis meldte sig ud af indsatsen for at finde fælles og bæredygtige løsninger.

Falsk præmis og fejlagtig konklusion

Endeligt bygger lovændringen på en præmis om, at modellen vil fjerne incitamentsstrukturerne og bryde smuglernes forretningsmodel - og dermed føre til et mere retfærdigt system. Men præmissen er falsk.

Asylansøgere skal stadig risikere en farefuld færd over Middelhavet for at komme til Danmark – for derefter at blive overført til denne tænkte asyllejr.

Fejlslutningen afslører forslagets egentlige formål. Håbet er, at asylansøgere vil søge udenom Danmark. At begrænse beskyttelse af flygtninge i Danmark og ved tvang overføre asylansøgere, skaber ikke mere eller bedre flygtningebeskyttelse, eller gør op med de farer, som flygtninge møder på deres vej mod sikkerhed. Det er en uærlig præmis, der dækker over det egentlige mål om nul asylansøgere i Danmark, og det er altså hverken mere humant eller mere retfærdigt.

International fordømmelse

Selvom Socialdemokratiet oprindeligt ønskede at tildele FN en vigtig rolle, da de lancerede deres planer i 2018, har FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, været blandt modellens største kritikere. De har argumenteret for, at idéen hverken er en ansvarlig eller holdbar løsning, og at den er i strid med de principper, som det internationale flygtningesamarbejde bygger på.

Og UNHCR’s øverste leder, Filippo Grandi, var også ude med store ord, da lovændringen blev vedtaget: "Sådanne bestræbelser på at unddrage sig ansvar strider mod såvel ordene som ånden i Flygtningekonventionen samt den globale pagt om flygtninge, hvor verdens lande (herunder Danmark, red.) blev enige om en mere retfærdig fordeling af ansvaret for den globale flygtningebeskyttelse."

EU har også reageret i stærke vendinger. Kommissæren på området, Ylva Johansson, har kaldt modellen urealistisk – og konstateret, at EU aldrig kommer til at udlicitere sit ansvar for verdens flygtninge. Og Kommissionens talsmand, Adalbert Jahnz, udtalte, at Danmarks beslutning rejser grundlæggende spørgsmål om adgangen til at søge asyl og effektiv adgang til beskyttelse.

Modtagelsen i de internationale medier har ikke været mildere. Under overskriften "Danmark sælger ud af asylrettigheder" skriver franske Le Monde, at det både er farligt og chokerende, at Danmark vil udlicitere ansvaret for asyl til lande langt væk fra vores grænser. Andre medier bruger betegnelser som "Fort Danmark" og skriver, at Danmark løber forrest i et farligt "kapløb mod bunden."

I DRC Dansk Flygtningehjælp håber vi, at kritikken gør indtryk på Folketinget og regeringen. På trods af en insisteren på de humane hensigter og realistiske planer, er der en overvældende analyse i både ind- og udland af, at modellen er alt andet end human og realistisk. I stedet er der bred enighed om, at Danmarks nye lovændring er både usolidarisk og uansvarlig og dermed også farlig for det globale flygtningearbejde og ikke mindst for de mennesker på flugt, som har brug for beskyttelse.

Læs hele debatindlægget af Charlotte Slente, generalsekretær, DRC Dansk Flygtningehjælp, i Altinget: Dansk Flygtningehjælp: Udlicitering af asylbehandling er usolidarisk, uansvarligt og virkelighedsfornægtende - Altinget: EU

Læs mere om DRC Dansk Flygtningehjælps kritik af ideen om modtagecentre i tredjelande

Den danske ordning om asylsagsbehandling og flygtningebeskyttelse i tredjelande

Den danske ordning om asylsagsbehandling og flygtningebeskyttelse i tredjelande

<
18 jun 2021
Nye flygtningetal viser, at vi har brug for mere internation…
>
03 jun 2021
Kommentar om muligheden for at overføre asylansøgere og flyg…
Siden handler om Eksternalisering