Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
Det danske asylsystem

Om at få asyl i Danmark

Her findes information om, hvordan man kan få asyl i Danmark, hvad forskellige asylretlige begreber betyder, som fx forpligtelser, forfølgelse og overgreb, og hvilke opholdstilladelser flygtninge får i Danmark.

Om at få asyl i Danmark

At få asyl i Danmark betyder, at man får opholdstilladelse som flygtning og dermed er beskyttet mod at blive sendt tilbage til sit hjemland. Man kan få asyl, hvis man i sit hjemland er i risiko for forfølgelse, tortur eller anden umenneskelig behandling.

Forpligtelsen til ikke at sende en person tilbage til et hjemland, hvor han/hun er i risiko for forfølgelse, tortur eller anden umenneskelig behandling, følger af FN’s Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, som Danmark har tiltrådt og indarbejdet i udlændingeloven. I Danmark får man asyl efter udlændingelovens § 7.

Når man søger asyl, bliver man registreret som asylansøger hos Udlændingestyrelsen. Det er Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, som vurderer, hvorvidt man som asylansøger har ret til flygtningestatus eller ej.

Udlændingemyndighederne vil i både første instans (Udlændingestyrelsen) og anden instans (Flygtningenævnet) vurdere, om man som asylansøger har krav på opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7.

Myndighederne vil sammenholde en asylansøgers forklaring med de generelle baggrundsoplysninger om hjemlandet. Myndighederne vil også vurdere, om asylansøgerens forklaring er troværdig.

På grundlag af de generelle baggrundsoplysninger om hjemlandet, og en asylansøgers forklaring om behovet for asyl, vil myndighederne forsøge at forudse, hvad der vil ske, hvis man skal tilbage til hjemlandet.

Det afgørende for at få opholdstilladelse som flygtning er, om myndighederne vurderer, at der er en reel risiko for, at man i hjemlandet vil blive udsat for forfølgelse eller andre alvorlige overgreb fra myndighederne eller fra grupper, som myndighederne hverken kan eller vil yde beskyttelse imod.

Når de danske udlændingemyndigheder skal vurdere, om man som asylansøger er i risiko for forfølgelse i hjemlandet, vil de som udgangspunkt kigge på, om man inden flugten var udsat for alvorlige overgreb eller trusler.

Myndighederne vil vurdere intensiteten, karakteren og hyppigheden af de overgreb, som man har været udsat for. Formålet er at finde ud af, om der er tale om enkeltstående episoder, eller om det på en eller anden måde er udtryk for noget, som også vil ske fremover.

Hvis man som asylansøger ikke tidligere har været udsat for overgreb, kan der være andre indikationer på, at man i fremtiden vil blive udsat for alvorlige overgreb.

Det, der er afgørende for, om man kan få opholdstilladelse som flygtning, er, om myndighederne vurderer, at der er en reel risiko for, at man vil blive udsat for forfølgelse eller andre alvorlige overgreb, hvis man vender tilbage til sit hjemland.

Hvis man har oplevet diskrimination og chikane, er det typisk ikke i sig selv nok til at få asyl, selvom det kan forårsage en særdeles vanskelig livssituation i hjemlandet.

Forfølgelse, som kan give ret til opholdstilladelse som flygtning, kan blive begået af både myndigheder og privatpersoner i hjemlandet.

Man kan også i helt særlige tilfælde få opholdstilladelse som flygtning, hvis hjemlandet er præget af helt vilkårlig voldsudøvelse og generelle overgreb mod civile, som gør den generelle situation så alvorlig, at man ved en tilbagevenden vil være i risiko for at blive dræbt eller alvorligt såret.

I de tilfælde, hvor det er privatpersoner, som står bag forfølgelsen, vil de danske myndigheder vurdere, om myndighederne i hjemlandet vil kunne yde beskyttelse. Er myndighederne i hjemlandet ikke i stand til at yde beskyttelse imod forfølgelsen, eller mangler de vilje til det, kan det være grundlag for, at man kan få opholdstilladelse som flygtning.

Afhængig af den enkelte sag, kan de danske myndigheder meddele opholdstilladelse som flygtning efter tre forskellige bestemmelser i udlændingelovens § 7.

  • asyl eller status som konventionsflygtning, fordi man opfylder FN's Flygtningekonventions flygtningedefinition (§ 7, stk. 1),
  • subsidiær beskyttelsesstatus, fordi man er i risiko for tortur eller umenneskelig behandling i hjemlandet (§ 7, stk. 2), eller
  • midlertidig beskyttelsesstatus, fordi situationen i hjemlandet er præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile (§ 7, stk. 3).