Det er stadig ikke sikkert for syrere i Danmark at vende tilbage
Spørgsmålet om hvorvidt syriske flygtninge kan vende tilbage til deres hjemland har fyldt i danske og udenlandske medier de seneste dage. Mens den seneste politiske udvikling i Syrien har vakt opmærksomhed, er det afgørende at understrege, at situationen i Syrien på nuværende tidspunkt er yderst usikker. Der bør derfor ikke skabes usikkerhed omkring de syriske flygtninges opholdstilladelser i Danmark.
FN's flygtningekonvention fastslår udtrykkeligt, at der skal være sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet, før en persons flygtningestatus kan inddrages. Disse betingelser er langt fra opfyldt i Syrien i dag. Selv for syriske flygtninge, der flygtede fra borgerkrigen og har fået andre former for beskyttelse i Danmark, kræves der en vis grad af stabilitet, før inddragelse bør overvejes.
Forskning viser, at et liv i konstant utryghed hæmmer flygtninges muligheder for at lære dansk, udføre et job og i det hele taget integrere sig i det danske samfund. En sådan situation er der ingen der har gavn af – ikke flygtningene og ikke Danmark.
Europæiske politikere, herunder politikere i Danmark, har ofte været enige om, at flygtninge skal vende hjem, når forholdene tillader det. Men det er naturligvis afgørende, at forholdene faktisk tillader det, og at flygtninge ikke tvinges tilbage til et land præget af uvished og usikkerhed, som risikerer at føre til, at man igen må flygte. De seneste omvæltninger i Syrien fremhæver, hvor hurtigt situationen kan ændre sig.
Lad os fokusere på at fremme sikkerhed og integration for syriske flygtninge i Danmark, indtil Syrien igen bliver sikkert at vende tilbage til.
Er du syrer og har brug for rådgivning?
DRC Dansk Flygtningehjælps asylafdeling står klar med rådgivning til personer fra Syrien, som enten har søgt om asyl eller allerede er blevet meddelt beskyttelse i Danmark, og som er bekymret over, hvad den nuværende situation betyder for deres opholdstilladelse.
Man kan kontakte os på e-mail eller på telefon alle hverdage mellem kl. 9-15 (dansk og engelsk). Læs mere om vores rådgivning og hvordan man kontakter os her:
Vi har også samlet information om den nuværende situation og mulige konsekvenser for herboende syriske flygtninge, som man kan finde her: