Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
Europæisk asylpolitik

Dansk asylpolitik har indflydelse på global flygtningebeskyttelse

I juni 2021 vedtog et flertal af det danske Folketing en ændring af udlændingeloven, som gør det muligt at overføre asylansøgere til et land udenfor EU, hvor de kunne få deres asylsag behandlet og blive boende, hvis de blev anerkendt som flygtninge. DRC Dansk Flygtningehjælp er meget bekymrede for de konsekvenser ordningen kan have for asylansøgere og flygtninge i Danmark og globalt.

www.vecteezy.com
Analyse

Undvigelse af ansvar for verdens mest sårbare

Ideer om at overføre ansvaret for asylansøgere til andre lande, som ligger langt væk, kaldes eksternalisering af asylsagsbehandling. Eksternalisering kan have alvolige konsekvenser for det globale flygtningesystem, når man som et rigt land skubber ansvaret for asylansøgere og flygtninge over på fattige lande, som oftest allerede har taget imod mange mennesker på flugt. 

Det europæiske asylsystem kritiseres af den danske regering for at være ’dysfunktionelt og uretfærdigt’. Men man glemmer, at hvis systemet fejler, er det på grund af europæiske, også danske, lederes manglende solidaritet, opbakning og vilje til at finde fælles løsninger.  

Oprettelse af modtagecentre udenfor EU er blevet præsenteret som et ’humant’ alternativ til det eksisterende asylsystem. Men rationalet er mangelfuldt og præmisserne falske. Risikoen er, at sårbare flygtninges rettigheder sættes over styr og det globale asylsystem udhules.    

Regeringens plan om modtagecentre uden for Danmarks grænser reflekterer et snævert dansk perspektiv, baseret på en misforstået opfattelse af uoverkommelige bevægelser af flygtninge og migranter, som søger mod Europa og Danmark.  

Det globale asylsystem beskytter millioner af flygtninge – primært i nærområderne til konflikter – og det er det system, som sættes på spil ved initiativer som det danske, der søger at undvige sin del af ansvaret for at beskytte verdens mest sårbare.  

Læs mere

DRC Dansk Flygtningehjælps analyse og anbefalinger til ideen om modtagecentre udenfor EU

Undvigelse af ansvar for verdens mest sårbare
Undvigelse af ansvar for verdens mest sårbare

2 version(er)

Debatindlæg

Fem bud der er bedre end Rwanda-lejren

Kritik af den danske regerings idé om modtagecentre er en »misforstået humanisme«, der ikke angiver alternative løsninger. Sådan lød det fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen efter deres besøg i Rwanda. Vi mener ikke, at asylsystemet er brudt sammen.

De fem løsninger er:

  1. De krige og konflikter, der driver langt de fleste mennesker på flugt, skal løses politisk. Der skal være langt større fokus på forebyggelse, hvilket bl.a. kan ske ved at støtte bæredygtig vækst og adgang til rettigheder samt ved at sikre en samlet indsats for, at FN’s verdensmål opfyldes.
  2. De værtslande, som huser langt størstedelen af verdens flygtninge, skal støttes langt bedre for at sikre, at de ikke kollapser under den store opgave, det er at modtage voksne og børn på flugt.
  3. Der er behov for flere kvotepladser i Danmark og EU samt flere muligheder for legal adgang til beskyttelse. Ifølge en UNHCR-rapport fra 2022 har knap 1,5 millioner flygtninge behov for genbosætning, fordi de ikke kan blive i det værtsland, hvor de opholder sig. I 2021 blev kun omkring 40.000 flygtninge genbosat til hele EU ifølge Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA), og der kom knap 200 kvoteflygtninge til Danmark.
  4. Danmark bør i fællesskab med de andre EU-lande sikre effektiv beskyttelse af mennesker på flugt. Lige nu sker der massive krænkelser ved, at mennesker bliver fysisk forhindret i at søge asyl igennem pushbacks ved EU’s ydre grænser, og at redningsarbejde, herunder i Middelhavet, kriminaliseres frem for at blive støttet.
  5. Flygtninge skal have adgang til varige løsninger og lige rettigheder i Danmark. Integration og ligebehandling gør, at flygtninge kan skabe sig en værdig tilværelse med økonomisk uafhængighed og social forankring. En god integration gør flygtninge i stand til at klare sig bedre – ikke blot i værtslandet, men også når og hvis de en dag kan vende hjem.

Læs hele debatindlægget (bag betalingsmur)

Debatindlægget er skrevet sammen med: Amnesty International Danmark, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Globalt Fokus, Refugees Welcome, Danmark, LGBT Asylum, DFUNK - Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Mellemfolkeligt Samvirke og DIGNITY - Danish Institute Against Torture.

Siden handler om Modtagecentre