Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
For asylansøgere

Gode råd til asylprocessen

Som asylansøger i Danmark, er det vigtigt, at man kender sine rettigheder og pligter, så man bedst muligt kan deltage i den danske asylprocedure.

Asylsamtalen med Udlændingestyrelsen

Asylsamtalen med Udlændingestyrelsen

Asylsamtalen er vigtig for, hvordan myndighederne vurderer din asylsag. Det kan være nogle lange og intense interviews, hvor du skal fortælle om svære ting og svare på mange spørgsmål. Du kan altid bede om en pause, hvis du har brug for det.

Du bør forberede dig grundigt, før du skal til interview om din asylsag, fx kan du forsøge at huske datoer og rækkefølgen af de hændelser, som gjorde, at du skulle flygte. Du kan også lave en tidslinje for at hjælpe din hukommelse på vej forud for samtalen.

Du skal fortælle om alle de problemer, som du har haft i hjemlandet, og om alle dine grunde til at søge asyl i Danmark.

Fortæl så vidt muligt om dine problemer i den rækkefølge, som de er sket. Din forklaring om, hvorfor du er flygtet og har behov for asyl, skal være så detaljeret, sandfærdig og sammenhængende som muligt. Også selvom det kan være svært at fortælle om de oplevelser, du er flygtet fra, eller fordi du måske nærer mistillid til myndigheder og politi.

De danske myndigheder vil stille mange spørgsmål om små detaljer, som bliver skrevet ned i din sag; fx spørgsmål om hvad, hvem, hvor, hvordan, hvornår, hvorfor, hvor længe. Alle spørgsmålene er vigtige for, at Udlændingestyrelsen kan forstå, hvad du har været igennem, og hvorfor du ikke kan vende tilbage til dit hjemland.

Du skal svare på myndighedernes spørgsmål så godt, som du kan. Hvis du er usikker på nogle detaljer, så vær ærlig og svar, at du ikke er sikker. Det samme gælder for datoer og tidspunkter.

Det kan være svært at tale om årsagerne til flugten – særligt med en person, som man ikke kender. Men selv om det er svært, og selv om det måske handler om nogle meget private ting, er det vigtigt, at du fortæller så detaljeret og præcist som muligt.

De danske myndigheder vil behandle dine oplysninger fortroligt, og de vil ikke dele dine oplysninger med myndighederne i det land, som du er flygtet fra eller med andre uvedkommende.

Konflikter i familien kan også være relevante for en asylsag, så vær opmærksom på at du får fortalt om alle de problemer, du har haft, og som giver dig grund til bekymring for at vende tilbage til dit hjemland.

Du kan godt fortælle myndighederne om ting, som dine familiemedlemmer ikke kender til eller som du blot ikke ønsker, de skal vide, at du taler med de danske myndigheder om. Du kan bede Udlændingestyrelsen om at holde det hemmeligt for din familie.

Hvis du efter interviewet kommer i tanke om, at du har glemt at fortælle om en detalje, som er vigtig for din sag, skal du hurtigst muligt gøre myndighederne opmærksom på det. Det kan du fx gøre ved at skrive et brev til Udlændingestyrelsen på dit modersmål.

Hvis du venter med at fortælle om oplysningerne eller detaljerne til du eventuelt har fået første afslag fra Udlændingestyrelsen og skal møde i Flygtningenævnet, kan det være, at myndighederne ikke tror på de nye oplysninger, fordi du ikke har fortalt om dem fra starten.

Ved samtalens afslutning vil tolken oversætte det skriftlige referat, som Udlændingestyrelsens sagsbehandler har skrevet ned under samtalen.

Det er vigtigt at du lytter godt efter, når referatet bliver læst op for dig, og at du kommer med bemærkninger, hvis du mener, at noget er forkert eller mangler i referatet. Du må gerne bede tolken om at læse referatet grundigt op for dig og oversætte hver sætning.

Du skal skrive under på hver side af referatet og dermed bekræfte, at det, som du har fået oversat af tolken, er en korrekt gengivelse af din forklaring under interviewet. Du har ret til en kopi af referatet, som er skrevet på dansk. Det er desværre ikke muligt at få referatet oversat skriftligt af myndighederne.

Myndighederne vil bruge samtalereferatet til at træffe afgørelse i din sag, og det er derfor vigtigt, at det stemmer med din forklaring. 

Tolkning for asylansøgere

Der vil være en tolk til stede under alle samtaler med de danske myndigheder. Som asylansøger har du har ret til en tolk, som du kan forstå – og som forstår dig.

Hvis du har svært ved at forstå tolken, eller ikke føler dig tryg ved tolken, skal du altid sige det til myndighederne. Du kan risikere, at du først kan få en anden tolk en anden dag, men det er vigtigt, at tolken kan forstå dig.

Tolken har tavshedspligt og må ikke fortælle nogen om dig eller din situation. Tolken må ikke fortælle om sine holdninger eller give dig gode råd undervejs.

Hvis du ønsker tolk af et bestemt køn, skal du sige det i god tid. Du kan bede centerpersonalet om hjælp til at kontakte Udlændingestyrelsen.

Flygtningenævnets rolle

Flygtningenævnets rolle

Hvis Udlændingestyrelsen giver dig afslag på opholdstilladelse som flygtning i første instans, bliver din sag automatisk klaget til Flygtningenævnet.

Du har ret til at få en advokat til at repræsentere dig, når din sag skal behandles af Flygtningenævnet. Advokaten bliver betalt af den danske stat.

Du vil modtage et brev fra Flygtningenævnet med en liste over advokater, som kender til udlændingeret. Du kan enten selv vælge en advokat eller lade Flygtningenævnet vælge en for dig.

Se liste over advokater på Flygtningenævnets hjemmeside: Ansøgere - Fln

Møde- og oplysningspligt

Som asylansøger har du pligt til at møde op, når de danske myndigheder indkalder dig til en samtale, og du skal fortælle myndighederne om alt, hvad der er relevant for din sag.

Du har også pligt til at fortælle sandheden, da det ellers kan få store konsekvenser for en eventuel opholdstilladelse, hvis myndighederne senere finder ud af, at du har givet falske oplysninger. Det gælder både din identitet, i forhold til navn, alder og nationalitet, eller oplysninger om årsagerne til din flugt.

Selvom det kan være svært at tale om årsagerne til din flugt, har du pligt til at svare på alle de spørgsmål, som myndighederne stiller dig. Hvis myndighederne beder dig om det, skal du desuden fremvise pas, rejselegitimation eller andre dokumenter, som du har medbragt.

Læs mere om det danske asylsystem

Siden handler om Rådgivning Asyl