DRC Dansk Flygtningehjælp tilbyder gratis og uvildig rådgivning til asylansøgere i alle faser af asylproceduren. Vi yder også retshjælp i bestemte typer sager.
Rådgivning
DRC tilbyder rådgivning gennem hele asylproceduren
Asylansøgere, som lige er kommet til Danmark, kan få tidlig rådgivning om den danske asylprocedure fra DRC Dansk Flygtningehjælp. Rådgivningen foregår i modtagecenter Sandholm og er en del af det obligatoriske asylansøgerkursus for nyankomne asylansøgere.
DRC Dansk Flygtningehjælp rådgivere kommer rundt på asylcentrene i Danmark og tilbyder rådgivning i alle faser af asylproceduren. Vi tilbyder også rådgivning over telefon, video eller ved personligt møde på kontoret i Borgergade samt i fængsler og arresthuse.
I den juridiske rådgivning tilbyder vi rådgivning om asylproceduren i Danmark, om reglerne og praksis for at opnå asyl, samt i mindre grad andre former for opholdstilladelse. Vi rådgiver ligeledes om regler, procedurer og praksis omkring nægtelse af forlængelse og inddragelse af asylopholdstilladelser.
Vi tilbyder også rådgivning efter endeligt afslag på asyl, som kan omhandle både hjemrejse og mulighederne for reintegrationsstøtte.
Man er altid meget velkommen til at kontakte os, hvis man har spørgsmål til asylproceduren eller har brug for rådgivning om sin sag. Man kan bede personalet på asylcentret eller i fængslet om at arrangere en samtale med os.
Det er gratis at få rådgivning fra DRC Dansk Flygtningehjælp. Vi giver rådgivning over telefon, e-mail og video eller ved aftalte personlige møder på vores kontor.
Alle medarbejdere i DRC Dansk Flygtningehjælp har tavshedspligt. Det betyder, at man kan tale med os om alt – også fortrolige oplysninger, som man ikke ønsker, at andre personer eller myndigheder får viden om.
Rådgivning til afviste asylansøgere
DRC's hjemrejserådgivning
DRC stiller uvildig rådgivning til rådighed for asylansøgere, der har fået endeligt afslag på asyl.
Afviste asylansøgere har ofte mange tanker, spørgsmål og måske bekymringer om, hvad der skal ske. DRC har et team af erfarne rådgivere med socialfaglige baggrunde, der kan tilbyde samtaler med den afviste asylansøger om hans eller hendes situation. Rådgivningens formål er udelukkende at støtte og bidrage til afklaring blandt asylansøgere i udsendelsesposition og sikre, at de får grundig viden om deres situation, så de kan træffe beslutninger om deres fremtid på et oplyst grundlag.
DRC Dansk Flygtningehjælps hjemrejse- og reintegrationsrådgivere har blandt andet erfaring med:
Hvad der sker efter et afslag på asyl samt hvilke regler, der gælder
Hvilken praktisk, social og/eller økonomisk støtte, der er tilgængelig i det pågældende land, som den afviste asylansøgere skal vende tilbage til
Hvilke følelsesmæssige og praktiske overvejelser afviste asylansøgere ofte gør sig
Rådgivningen er fortrolig. Vi videregiver ingen oplysninger til de danske myndigheder om den enkeltes overvejelser, ligesom rådgivning med os ikke nødvendigvis betyder, at den afviste asylansøger ønsker at udrejse, men blot at vedkommende søger afklaring om den situation, han eller hun befinder sig i.
Rådgivning i fængsler
DRC rådgiver frihedsberøvede asylansøgere
Ifølge udlændingelovens § 37d, stk. 1, har man som frihedsberøvede asylansøgere ret til at modtage personlig juridisk rådgivning af DRC Dansk Flygtningehjælp.
DRC Dansk Flygtningehjælp bliver jævnligt kontaktet af indsatte i fængslerne og i Udlændingecenter Ellebæk. Vi rådgiver udenlandske statsborgere, som ønsker det, om muligheden for at søge asyl og asylproceduren.
Man kan aftale en rådgivning med DRC Dansk Flygtningehjælp, hvis man enten beder politiet eller personalet i fængslet om at arrangere et møde, eller man kan kontakte os direkte.
Kontakt DRC på telefonnummer +45 3373 5000 eller mail til [email protected].
Tolkning ved rådgivning i DRC
Hvis man aftaler en tid til rådgivning med en rådgiver fra DRC Dansk Flygtningehjælp, vil vi så vidt muligt sørge for, at der er en tolk til stede, som taler ens sprog. De tolke, vi bruger, har naturligvis også tavshedspligt.
Hvis man besøger os i den åbne rådgivning i Borgergade (hver onsdag kl. 10-13), skal man selv have en person med, som kan tolke, medmindre man kan tale dansk eller engelsk.
Man kan ringe til os hver dag kl. 9-15. Telefonisk rådgivning foregår ligeledes på engelsk eller dansk. Dog har vi i visse perioder adgang til tolke i bestemte tidsrum. Se mere herom her DRC | Kontakt Asylafdelingen
Hvis man via sit asylcenter laver en aftale om rådgivning over video, vil der være tolk til stede. Ligeledes har vi typisk tolke med, når vi besøger asylcentrene og tilbyder rådgivning der.
I vores e-mail rådgivning har vi ikke tolke, så skriv venligst på dansk eller engelsk.
DRC Dansk Flygtningehjælps Frivilligrådgivning har kontorer rundt omkring i Danmark og giver gratis, uvildig og tværfaglig rådgivning til flygtninge om blandt andet udlændingeloven, integrationsloven, sociale regler og psykosociale forhold. De kan derfor blandt andet svare på spørgsmål om permanent opholdstilladelse eller familiesammenføring.