Nyheder

Nye EU-regler for tilbagesendelse: Sikker og værdig tilbagevenden sikres ikke gennem strengere krav og tvang

www.vecteezy.com

Europa-Parlamentet og Rådet har opnået enighed om EU’s nye regler for tilbagesendelse, den såkaldte tilbagesendelsesforordning, som erstatter udsendelsesdirektivet. Lovforslaget er endnu ikke endeligt vedtaget, men det forventes at ske snarest uden yderligere ændringer.  

Formålet med de nye regler er angiveligt at gøre systemet mere effektivt gennem forøget brug af tvang, sanktioner og frihedsberøvelse. Men det er uvist, om de nye regler vil bidrage til et velfungerende tilbagesendelsessystem. 

For Dansk Flygtningehjælp er en velfungerende tilbagesendelsesprocedure en del af et velfungerende asylsystem, som sikrer princippet om non-refoulement. Det er altafgørende, at alle asylansøgere får adgang til retfærdige og effektive asylprocedurer, og at de mennesker, som har brug for det, får international beskyttelse.  

Hvis en asylansøgning bliver afvist, skal der være en værdig tilbagesendelsesprocedure, som giver det enkelte menneske den nødvendige tid til at træffe informerede beslutninger om fremtiden og deltage i tilbagesendelsesprocessen. 

Dansk Flygtningehjælp er derfor særdeles bekymret for de alvorlige konsekvenser, som de nye EU tilbagesendelsesregler vil have for afviste asylansøgere, da de nye regler vil føre til - endnu - flere tvangsforanstaltninger end vi allerede kender fra det danske system. Det drejer sig om sanktioner for manglende overholdelse af forpligtelser, begrænset mulighed for frivillig tilbagevenden og langvarig frihedsberøvelse - for både voksne og børn. 

Det er også meget bekymrende, at de nye EU-regler for tilbagesendelse skaber et juridisk grundlag for, at EU-lande kan lave aftaler med tredjelande om at sende afviste asylansøgere dertil, såkaldte udrejsecentre eller ”return hubs”.  

Ordninger, hvis formål i sidste ende er at afskrække asylansøgere fra at komme til EU, risikerer at føre til krænkelse af menneskers rettigheder og underminerer respekten for menneskelig værdighed - både i og udenfor EU. 

Læs mere om Dansk Flygtningehjælps holdning til tilbagesendelsesforordningen her: Nye EU-regler for tilbagesendelse 

Det er ikke ulovligt at søge asyl, og afviste asylansøgere skal have adgang til sikker og værdig tilbagevenden. Hvis man har fået afslag på asyl, kræver det tid at vænne sig til en ny situation og træffe beslutninger om fremtiden. Tilbagesendelsesforordningen repræsenterer en meget bekymrende tilgang til afviste asylansøgere, fordi fokus er på tvang, sanktioner og frihedsberøvelse i stedet for sikker og værdig tilbagevenden.

Eva Singer, Asylchef, Asylafdelingen

Mere indhold som dette

news

DRC's anbefalinger til tilbagesendelsesforordningen

news

Nye EU-asylregler: Implementering skal ske på en måde, som sikrer asylansøgeres rettigheder

news

EU’s nye udsendelsesregler vedtaget: Sikker og værdig tilbagevenden sikres ikke gennem sanktioner og tvang

document

DRC's position on the reform of the Dublin system

Læs mere om ...

Hjemrejserådgivning Juridisk rådgivning Repatriering Vi mener Afghanistan Albanien Ansvarsprocedure Asylprocedure Balkan Bortfald og inddragelse Bosnien-Hercegovina Bulgarien Børn Eksternalisering Eritrea Etiopien EU Familiesammenføring Frihedsberøvelse Gaza Georgien Humanitær opholdstilladelse Høringssvar Irak Iran Italien Kosovo Kroatien Kurdistan Kuwait Kvinder Kvoteflygtninge Kærshovedgård Landerapport LGBT+ Libanon Marokko Menneskehandel Montenegro Palæstina Polen Reintegrationsstøtte Rusland Serbien Somalia Statsløshed Syrien Særlov Thailand Tjetjenien Udsendelseshindret Udsendelsesprocedure Udvisning og indrejseforbud Uganda Ukraine Vestbredden Yemen