Spring til indholdet
Asyl
Kontakt
Det danske asylsystem

Praktiske oplysninger

Her findes et overblik over praktiske oplysninger for asylansøgeres vilkår under sagsbehandlingen i Danmark vedrørende bolig, økonomi og sagsbehandlingstider.

Praktiske oplysninger

Det er Udlændingestyrelsen, der bestemmer hvor man som asylansøger er indkvarteret. Asylcentrene bliver drevet af Dansk Røde Kors, af kommuner i forskellige dele af Danmark og af Kriminalforsorgen (ud- og hjemrejsecentre). I den første tid i Danmark vil man som asylansøger blive indkvarteret på et modtagecenter, f.eks. Center Sandholm. Efter kort tid bliver man normalt overført til et opholdscenter, mens de danske myndigheder behandler ansøgningen om asyl.

Som asylansøger har man i nogle situationer også mulighed for at søge om privat indkvartering enten hos en ægtefælle, venner eller familie. Du kan læse mere om reglerne for privat indkvartering hos Udlændingestyrelsen.

Hvis man som asylansøger får afslag på at få asylsagen behandlet i Danmark på baggrund af Dublin- eller afvisningsproceduren, eller man får afslag på opholdstilladelse som flygtning, kan Hjemrejsestyrelsen beslutte, at man skal bo på et udrejsecenter. Udrejsecenter Avnstrup bliver drevet af Dansk Røde Kors og er beregnet til familier. Udrejsecenter Kærshovedgård er for enlige og par og bliver drevet af Kriminalforsorgen.

Hvis man som afvist asylansøger ikke samarbejder omkring sin udrejse, kan udlændingemyndighederne beslutte, at man skal frihedsberøves for at blive ”motiveret” til at forlade Danmark. Myndighederne kan også beslutte, at man skal frihedsberøves for at sikre, at man er tilstede ved en planlagt udsendelse. Hvis man bliver frihedsberøvet, får man en advokat, som repræsenterer ens sag. Det er en dommer, som endeligt beslutter, om man skal frihedsberøves.

Du kan læse mere om asylansøgeres vilkår hos Udlændingestyrelsen.

Det er Udlændingestyrelsen, der er ansvarlig for at dække forsørgelsen af en asylansøger, som ikke har mulighed for at forsørge sig selv.

Det gælder dog ikke, hvis man som asylansøger er gift med en person, der bor i Danmark, og har fået lov at blive privat indkvarteret hos ægtefællen. I den situation er ægtefællen ansvarlig for at dække alle udgifter, herunder også udgifter til brug af sundhedsvæsenet.

Du kan læse mere om asylansøgeres vilkår hos Udlændingestyrelsen.

Det er meget forskelligt, hvor lang tid de danske myndigheder bruger på at behandle en ansøgning om asyl. Hvis man får afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen, og man efterfølgende skal have sagen behandlet i Flygtningenævnet, kan det tage et par år og ind imellem endnu længere, førend sagen er færdigbehandlet.

På Udlændingestyrelsens hjemmeside kan du læse om behandlingen af en asylsag i Danmark.